Forældrebesøg og lav-selv-sushi

Sushi som socialt samlingspunkt er utroligt oplagt. Det er hyggeligt at sidde og lave det sammen, og smager jo fantastisk!

Søndag aften havde vi familiebesøg, og i den anledning, havde vi købt ind til sushi. Foruden fisk (tun, økologisk laks og kammuslinger) havde vi købt grønsager/frugt (avocado, peberfrugt, mango, agurk og forårsløg) og kogt ris (det vigtige her, er at man bruger ris som koger ud. Der findes sushiris, men vi bruger grødris, som er præcis det samme, men koster en 10. del) som vi blandede med riseddike og sukker og dertil selvfølgeligt soya, wasabi og tang. Vi var kun fire, men med ekstra ris, havde vi nemt kunne lave sushi til otte mennesker, og så er det faktisk billigt (ca. 250 - 300 kr inkl fisk).

Fisken frøs vi ned en times tid inden brug, både for at slå evt. mider ihjel, men også for at give den en bedre konsistens, så den er lettere at skære ud.

Vi valgte kun at lave maki ruller, altså tang rullet med fisk, ris og grønsager. Man kan også lave nigri, altså klumper af ris med fisk ovenpå, det er egentligt lettere, men meget kedeligere at spise.

På billedet nedenfor ses alle ingredienserne, grønsager skåret i tynde stave, og fisken ligeledes skåret tyndt

Først gøres tangen lidt våd med vand på den blanke side (ikke for meget, så bliver tangen alt for smidig). Den våde side vendes ned ad mod måtten, og der ligges ris på hele fladen, pånær 4-5 cm øverst

Og så er det ellers bare at vælge det fyld man vil have i, som ligges i en stribe midt på risen

Til sidst rulles tangen sammen så stramt som muligt. Her er det en god idé at bruge en måtte, som den her på billedet, men man kan også sagtens bruge bagepapir, eller bare fingrene. Ruller skæres ud med en skarp kniv, og så er makirullerne klar til spisning, med soya og wasabi til, mums!

Sushi og stearinlyshygge

Og så skal I også lige se den smukke buket blomster vi fik af Teis' mor, plukket i hendes have. I baggrunden kan man se Teis' appelsin (eller snarere mandarin) træ, som vokser som bare fanden, men flot er det, og nemt at holde

Et madeventyr

Jeg har lyst til at fortælle jer en historie om mad, en historie som på mange måder står meget klart i min erindring.

Historien foregår i Tyrol i starten af maj måned i år. Teis og jeg var inviteret til bryllup hos Tom og Line. Bryllupet skulle foregå på Toms bedstefars gård i Tyrol, så torsdag aften satte vi os sammen med ca 60 andre gæster på en bus i København, og kørte den lange vej til Østrig.

Og lige meget hvad vi havde forventet, så oversteg de næste 2 dage i Tyrol ALLE forventninger. Og nu er det ikke fordi det her skal være en historie om et fantastisk bryllup, for det kunne det sagtens være, men det skal være en historie om noget mad, der på alle måder var så gennemført, at jeg stadigvæk kan få små krampetrækninger i tungen og et sug i maven, bare ved tanken.

Foruden de omkring 120 gæster (heraf ca 30 børn) som indfandt sig til bryllupet fredag formiddag, var også 4 italienske kokke tilstede. De var blevet kørt til Østrig allerede om onsdagen, og installeret i et umiddelbart intermistisk køkken, indrettet i en gammel garage. Men, køkkenet var meget mere, end hvad det lige så ud til. Her formåede de 4 kokke nemligt at tilberedet noget af det ypperste mad jeg nogensinde har fået, og det endda i mængder der langt oversteg hvad 120 mennesker kan spise (og det siger jo ikke så lidt). Billederne herunder viser kokkenes permanente opholdssted i de 2 dage vi tilbragte i Tyrol, jeg så dem ikke på noget tidspunkt være ude af køkkenet, selv kl. 3 om natten stod de derude og kokkererede:

Og et lille kig ind i køleskabets skatkammer:
Det første måltid vi blev præsenteret for fra kokkenes side, var brunch på selve bryllupsmorgenen om lørdagen, og magen til brunch skal man lede længe efter! Der var alt fra frisk frugt, eksotiske juice i varianter jeg aldrig før har været udsat for, til bruchetta, luft tørret skinke, enorme spejlæg, ost, pølse, små søde kager, alt:
Og når brunchen tilsættes sådan en udsigt her, så kan man kun føle sig hensat til paradis:
Dagens anden kulnariske oplevelse, nu i den søde boldgade, var bryllupskagen, som på alle måder indbefattede det en bryllupskage skal, den var flere etager høj, den var smuk som bare fanden og den smagte som kager smager, når de smager bedst:
Brylluppets absolutte højdepunkt var selve bryllupsmiddagen. Der var ikke mindre end 15 forskellige retter, fordelt over 5 severinger, og vi spiste fra kl. 19-01, uafbrudt.
Første ret var små italienske tapas, jeg kan desværre ikke engang huske dem alle sammen, men af mindeværdige oplevelser kan fx nævnes en lille delikat ret af aubergine som først var stegt, derefter krydret, hakket og tilsidst friturestegt i en form for kartoffelmos. En ret der havde taget 3 dage at lave. Desuden husker jeg en lille fisketarrin, som smagte fortrindeligt: Til de små anretninger var der italienske pølser fra fad:
Næste ret var en yderst cremet risotto, og hjemmelavet pasta med en fløderig tomatsauce. Som det kan ses på billederne, var portionerne ikke just små, og det var virkeligt en prøvelse udover de sædvanlige at forsøge at holde igen, men der skulle jo gerne være plads til de næste retter også, vi var kun halvvejs igennem bryllupsmiddagen:
Hovedretten bestod af en halv poussin med tilbehør af fenikelsalat, soltørrede tomater og rosmarinkartofler. Og lige som man troede at nu måtte nængderne at mad stoppe, blev der sat det møreste, saftigste oksekød på bordet:
Og nu var maverne virkeligt ved at være fyldte, alle mulige knapper og lynlåse var åbnede og strømpebukser rullede ned for at skabe mere plads. Men nej, heller ikke desserten kom i små mængder (det havde heller ikke passet ind i stilen). Der var hele 3 af slagsen, en ananas tiramisu, en cremet chokolade sufflé og en florlet Panacotta. Og selv den mest mætte bryllupsgæst, måtte endnu engang overgive sig til gourmetoplevelsen:
Alt i alt var det et bryllup der foruden de helt unikke omgivelser og fantastisk søde mennesker også bød på mad, som kunne nedlægge selv den mest hardcore madanmelder eller feinschmecker.

Nu ved jeg godt, at det her indlæg ikke skulle handle om brylluppet, men jeg synes alligevel, at det fortjener at blive sluttet af med et billede af det smukke og glade brudepar Line og Tom, og de smukke omgivelser som dette, på alle måder, fuldstændigt fantastiske bryllup blev holdt i. Måske det bare var den klare, tynde bjergluft som gjorde mig svimmel og slørede mit rationelle jeg, men jeg vil nu alligevel give en af aftenens talere ret, der var virkeligt kærlighed i luften lige meget hvor man kiggede hen. At holde et bryllup, som ikke alene er en evigt mindeværdig oplevelse for en selv, men også for alle ens gæster, det er en kunst som kun få mennesker formår at udføre:

Bøffer og krostemning: Rex Republic

Der sker ikke de store kulnariske ting i mit liv lige nu. Joe, det skulle da lige være, at vi har været på Rex Republic (http://www.rexrepublic.dk/) på Blegdamsvej og spise i sidste uge. Det sted kan klart anbefales, såfremt man har hang til røde bøffer og krostemning. Jeg har det sådan, når jeg skal ud og spise, at jeg foretrækker noget mad, som jeg ikke selv laver derhjemme. Der findes ikke noget værre end at sidde på en restaurant og spise noget, som man kunne have lavet bedre selv. Og indrømmet, som gammel vegetar laver jeg utroligt lidt kød. Så Rex Republic var med sit speciale i godt kød, det helt rette sted for en god gourmet oplevelse, og vi blev ikke skuffede!

Vi fik "rex menuen", startende med en meget aromatisk fiskesuppe til forret, den smagte næsten af for meget, men var klart spiseværdig. Til hovedret fik vi hver en Entrecôte, og Rex Republic lever til fulde op til deres løfte om godt, velhængt kød. Tilbehøret var kartofelbåde, som mindede lidt for meget om sådan nogle fra en pose, og lidt forskellige grønsager, men det blev redet af, at vi fik hele tre forskellige saucer, der var så nedkogte at de var sorte som natten, det var ren nydelse.

Desserten stod på et stykke dejligt chokoladekage, som der dog knap nok var plads til, ovenpå alt den dejlige mad.

Rex Republic er klart et besøg værd, såfremt man ikke er vegetar...

Teis' snaps

Teis laver snaps, det har han gjort de sidste mange år, og det er en ganske morsom proces at iagttage. Først granskes snapsebogen, den har ligget længe ude på toilettet, et oplagt sted at finde inspirationen til den slags (åbenbart). Derefter blandes snapsen (altså den rene) med alle mulige former for krydderier, bær, frugter, nødder mv.


Når det har stået et par dage og trukket (i mørke) skal "fyldet" filtreres fra, her bruger Teis et sindrigt system af slanger, kolber og vand (det har sikkert et navn) som skaber undertryk i kolben, så snapsen lettere siver igennem filteret (ellers kan det eftersigende tage flere dage, og få selv den mest hardcore snapse-brygger til at miste tålmodigheden). Og bagefter er snapsen klar og fin, og kan efter et par måneders hvil i skabet drikkes (det passer lige med julefrokosterne, hvis man går i gang nu) Filtreringsprocessen kan ses på billederne herunder:

I år har han indtil videre lavet "Den lille listige" (Flemmings Leths kryddersnaps med bl.a. anis, nelliker og kanel), en brombærsnaps med mine hjemmeplukkede brombær (se foregående indlæg, de kostede mig mine kinasko) og en appelsinsnaps, og så har han en nellikesnaps, en valnøddesnaps og en "den lille listige" stående fra sidste år, og en rigtigt flot æblesnaps, som har stået i 5 år, og som skal drikkes i år.

Appelsinsnapsen, som lige er blevet blandet:

Brombærsnapsen (bemærk den sjove kolbe, som vi købte på et loppemarked i søndags):
Den flotte og 5 år gamle æblesnaps:
Og til sidst "Den lille listige" fra i år:

Naturens skønhed - og det som følger med

For at der nu ikke er nogle som bliver bange, og tro at jeg er kommet til skade, så lad mig fluks berolige jer, billedet er af min hånd efter at jeg i weekenden var gået amok i brombærplukning. Og ja, dette ER endnu et blogindlæg om Nina i naturen, der er efterhånden en del af dem, og det giver anledning til min første lille refleksion over, hvad denne blogs formål egentligt er. Jeg har aldrig tidligere skrevet en blog, og de første indlæg er da også spæde forsøg på, at skabe et eller andet cyber univers, som skal fortælle noget om mig - gennem min mad. Og hvad er det endt ud i? En masse fortællinger om min eufori over naturen, og en lille smule mad. Men altså, det korte af det lange er nok, at alle disse indlæg er udtryk for de,t som rør sig inde i mit hovede lige nu, og i øjeblikket er det altså tanker om naturen. Efter at jeg er flyttet til København, er jeg begyndt at sætte pris på naturen på en helt anden måde end tidligere. Jeg har altid tilbragt meget tid i naturen, bl.a. fordi jeg det meste af mit liv har haft hest, og jeg har også altid været glad for naturen, og har samlet og spist årstidens frugt og grønt, men jeg har aldrig tidligere været så euforisk over at indsamle bær mv. Egentligt er det nok ikke så mærkeligt, selvfølgeligt sætter man mere pris på noget, når man ikke oplever det så ofte, og denne blog er altså udtryk for, at jeg er begyndt at sætte betydeligt mere pris på naturen, efter at jeg er flyttet ind på indre Nørrebro. Og det bringer mig ganske naturligt over i, at fortælle en lille anekdote fra weekendens brombærindsamling.

Jeg var i Århus i weekenden for at besøge mine forældre og venner derovre. Min mor havde på forhånd fortalt mig, at der var fyldt med brombær ved Braband Søen, som mine forældre bor lige ned til. Det første jeg gjorde da jeg var ankommet, var derfor at springe ud i solen med to poser og kurs mod naturens brombærkrat. Og der VAR virkeligt mange herligt modne brombær. Jeg fløj fuldstændigt euforisk rundt, og følte mig i et med naturen. Jeg formåede endda at overveje HVORFOR jeg egentligt har tvunget mig selv ud af naturen, og ind i midtbyen, for det forekom mig, at det må være i naturen jeg hører til. Poserne blev hurtigt fyldt med saftige bær, mine hænder var dybrøde, armene fyldt med brændnældeblæner og strømpebukserne revet i stykker af brombærkrattets torne, men det hele bestyrkede blot min tro på, at jeg er et ÆGTE naturmenneske. I det euforien var på sit højeste, fuglene sang, solen varmede mine arme og gjorde min næse rød skete det uundgåelige - jeg trådte i den største hundelort jeg til dags dato har set. Der var lort overalt, mine kinasko bliver aldrig sko igen, og med et, forsvandt min eufori, og jeg forbandede naturen langt væk. Fuck lort og og fuck hundeejere som ikke samler op efter sig (også ude midt i skoven), den slags uhumskhed finder man heldigvis ikke ofte i midtbyen!

Nå, men jeg fik, som skrevet, samlet to hele poser brombær, de fleste blev brugt til marmelade, og en lille del blev brugt til Teis' snaps, som nu står flod og blodrød på køkkenbordet.

Her følger en lille billedserie af frugt fra mine forældres have, æbler, chili og vindruer:

Og til sidst et lille billede af mine forældres kat, som ligger og sover mageligt i lænestolen. Den har ikke noget med mad at gøre, men den er rod til min permanent løbende næse og røde øjne når jeg er i Århus, så synes alligevel lige at den skulle med: