søndag den 19. oktober 2008

Hjemmeavlede miniappelsiner som blev til dejlig marmelade

I maj måned købte jeg et appelsintræ til Teis i fødselsdagsgave. Det er miniappelsiner, ligner lidt mandariner, men er det ikke, sorten bliver kaldt stueappelsiner, men hedder i virkeligheden Citrus Mitis. Træet har klaret sig fint under vores varetægt, og har udviklet de fineste små frugter, som nu var blevet modne, og klar til at høste.

Og det gjorde jeg så i fredags. Sorten er spiselig, men meget meget sur, så jeg besluttede mig for, at prøve at lave marmelade af dem. Jeg kunne ikke sådan lige umiddelbart finde nogen opskrift, så jeg gik efter min sunde fornuft. Skar frugterne i små stykker. Det tog rimeligt lang tid, da de var fyldt med kerner. Utroligt at der kan være SÅ mange kerner, i sådan nogle små fine frugter. Nå, men foruden appelsinerne tilsatte jeg tørrede abrikoser, som jeg havde haft i blød et par timer, og ligeledes skåret i små stykker.

Kogte frugterne op med vandet fra abrikoserne, og tilsatte lidt efter lidt sukker. Der skulle temmeligt meget sukker i, noget mere end jeg normalt putter i marmelade, men appelsinerne er jo også meget sure.

Kogte marmeladen i god lang tid, tilsatte atamon og hældte på glas. Og den smager virkeligt godt, lidt surt, men meget af frugt, og konsistensen er perfekt.

De fine frugter på træet:


De nyplukkede appelsiner:


Så mange kerner var der, det var helt vildt, kunne plante en hel appelsinplantage:


De snittede frugter i gryden med væsken:


To fine glas appelsin/abrikosmarmelade blev det til:


Ingen kommentarer: